Vi er med til at løfte vigtige samfundsopgaver

At byde på offentlige opgaver er tidskrævende, og noget man skal gøre helhjertet, hvis man gerne vil lykkes, mener direktør John Pedersen i kommunikationsfirmaet Operate. Men det er ikke mission impossible, sådan som nogle private virksomheder tror. Og når man vinder, får man til gengæld mulighed for at være med til at løse spændende samfundsopgaver.

Af Annemette Schultz Jørgensen, d. 25. juni 2012.

For John Pedersen, der selv har mange års ansættelse i den offentlige sektor bag sig og siden har samarbejdet med både stat, regioner og kommuner i årevis, kan det stadig undre, hvor både tidskrævende og besværligt det er at udarbejde offentlige tilbud. Alligevel vil han ikke under nogen omstændigheder være de offentlige udbud foruden, i den samlede portefølje af både private og offentlige kommunikationsopgaver, som han og resten af kommunikationsfirmaet, Operate, løser.

”For os er det at byde på offentlige opgaver, en klar del af vores forretningsstrategi. Vi har brug for både at løse opgaver for den offentlige og den private sektor, da det giver os en faglig synergi at arbejde for begge sektorer. Det gør os dygtigere i begge brancher,” siger John Pedersen, der var med til at stifte kommunikationsfirmaet Operate i 2002, der kort tid efter bød på det første offentlige udbud og har gjort det lige siden.

”Jeg kan på nogle måder godt forstå, at visse små og mellemstore virksomheder er tilbageholdende med at byde på offentlige udbud. For det kan være både administrativt kringlet og tage lang tid. Men det gør det ikke til mission impossible. Det har en læringskurve, og bliver lettere hen ad vejen. Alligevel tror jeg dog, at det er uhyre vigtigt, at man, før man bevæger sig ind på det offentlige marked, gør op med sig selv, om det er noget, man virkelig vil. For man skal som virksomhed både investere tid og grundighed i det, for at lykkes. Det er ikke noget, man gør halvhjertet,” siger John Pedersen.

Han oplever, at en af de største barrierer for Operate på det offentlige marked, er, at det at udarbejde tilbud ofte kræver mange ressourcer. Og er den opgave man byder på i sig selv ikke ret stor, står gevinsten ved at vinde den næsten ikke mål med de ressourcer, man bruger på at søge. Det er derfor vigtigt, mener John Pedersen, at man som virksomhed altid forsøger at sætte en opgaves størrelse i forhold til de ressourcer, man forventer at skulle bruge på at vinde den. En anden barriere oplever han kan være, at udbudsmaterialet i forbindelse med visse udbud er så åbent formuleret, at det gør det svært at vurdere, hvad det egentlig er for en ydelse, den offentlige instans gerne vil have leveret, eller hvad det er for en type tilbud som ønskes.

For John Pedersen er der dog ingen tvivl. Selvom der er barrierer, er gevinsterne ved at vinde de offentlige opgaver større.

”Når man arbejder for den offentlige sektor, er man med til at løse nogle fantastiske spændende opgaver, der er vigtige for samfundet. Samtidig får man mulighed for at samarbejde med nogle utroligt engagerede mennesker, der ofte brænder for deres sager. Begge faktorer er afgørende drivkræfter for os. Man kan næsten sige, at det er et personalegode at være med på nogle af de offentlige opgaver. Det er fordele, som er med til at opvejer de besværligheder, det kan være at søge opgaverne,” slutter John Pedersen.